Tanker om usability fra New York
En af vores undervisere, der en kreativ programmør og grafisk designer, er ved at færdiggøre sin mastergrad på New York University’s Interactive Telecommunications Program. Han skriver til os om sit studieforløb og inspirerende tanker fra New York.
I disse tider, hvor vi næsten dagligt introduceres til nye teknologier, og hvor udviklere og designere konkurrerer om at bruge disse nye teknikker kreativt og anderledes, er det ofte nemt at glemme, hvordan folk udenfor medieverdenen fortolker og bruger de produkter, som vi skaber.
Sidste år skrev tech-bloggen ReadWriteWeb en artikel om, hvordan Facebook nu tilbyder andre hjemmesider at bruge Facebook's login via det de kalder Facebook Connect. Selve artiklen beskrev, hvordan AOL havde lavet en aftale med Facebook, som netop tillod brugere af Facebook at bruge deres login på AOL, så brugerne ikke skal oprette en profil hvert sted. Artiklen hed Facebook wants to be your one true login og forfatteren af artiklen havde indsat et lille Facebook logo øverst i venstre hjørne for at illustrere, hvad artiklen handlede om. Allerede et par timer efter artiklen var publiceret på bloggen, begyndte folk at skrive kommentarer som disse:
The new facebook sucks> NOW LET ME IN.
When can we log in?
Just want to get on facebook
Please give me back the old facebook login this is crazy.................
I just want to log in to Facebook - what with the red color and all? LOLLLOLOL!!!!!111
Hvis den menige webdesigner efterhånden troede, at folk havde vænnet sig til at bruge en browser, så kunne han godt tro om igen. Forklaringen på de mærkelige kommentarer viste sig at være følgende: Efterhånden som artiklen blev besøgt, indekserede Google den højere i sine søgeresultater. Dette kombineret med Googles nye søgemuligheder, som prioterer nyere indhold over gammelt, gjorde, at artiklen var rigtig godt placeret i Google søgniner. Med andre ord: Når folk søgte på Facebook Login var artiklen det første resultat de så, istedet for et link til den side, hvor man logger ind på Facebook.
Det viste sig, at mange brugere klikkede på det første link og automatisk troede, at det var Facebook. Selvom de to sider intet har med hinanden at gøre, og adressebaren sagde http://www.readwriteweb.com istedet for http://www.facebook.com, så kunne mange brugere ikke skelne mellem de to sider.
Efterhånden som ReadWriteWeb fandt ud af, at dette skete, satte de ovenstående skilt på hjemmesiden. Men kommentarer blev ved med at strømme ind. Dette beviste noget interessant. De brugere, som skrev kommentarerne, brugte ikke browserens adressebar overhovedet. Når de ville på Facebook, istedet for at skrive facebook.com i adressebaren, gik de på Google og skrev Facebook Login. Resulatet af denne søgning tog de for at være Facebook. De vidste hvordan de kunne skrive kommentarer på bloggen, men de havde ingen ide om, at ReadWriteWeb ikke var Facebook.
Første gang jeg hørte om dette, virkede det for langt ude til at være sandt. ReadWriteWeb’s design ligner på ingen måde Facebook. Hvor Facebook har en blå farvepalette, bruger ReadWriteWeb en distinkt rød farve. Skrifttyperne på de 2 sider ligner på ingen måde hinanden, og der er intet på ReadWriteWeb der påstår, at det har noget med Facebook at gøre.
Efter et stykke tid begyndte noget meget vigtigt dog at gå op for mig. Vi er så vant til at bruge internettet, at vi glemmer, hvordan ting som en adressebar, hyperlinks og URL adresser er forholdsvist komplicerede emner for ikke-tekniske personer. Vi glemmer, at en internetadresse som vi kender den, ikke ville se ud som den gør, hvis den var designet til at blive brugt af andre end forskere og computer kyndige i 80’erne. Vi har efterhånden lært at tolerere, at protokolforkortelsen (http) er synlig i adressebaren (hvilket bestemt ville have været anderledes hvis det var designet idag), men for mange brugere er dette volapyk og forvirrende. Istedet bruger de Google til at føre dem til de sider, som de skal finde.
Panic software Neven Mrgan havde en ret insigtsfuld kommentar om dette: "The amount of information-ignoring necessary to go [through these steps] here is just stunning. The degree of faith people put in Google’s top result makes Catholics look like hippies. I don’t really blame anyone here and I have no clue what the solution is. My only takeaway is that I’m terrified of dealing with technologies of this level of popularity."
Jeg tror, at dette er et meget vigtigt eksempel for kreative, der skaber produkter til internettet. Vi har en tendens til at tro, at når vi udvikler web applikationer, så kan de bruges af alle, fordi alle efterhånden har adgang til internettet. Faktum er dog, at dette er meget usandt. Vi designer til en snæver del af folk, som forstår at navigere på internettet - ikke alle mennesker, som er tilsluttet internettet. Folk, som skaber indhold til internettet - digitale bureauer, marketingsafdelinger eller freelancere - burde tænke seriøst over, hvordan deres brugere i virkeligheden benytter deres services.
Hvis du ikke allerede har læst dig igennem de mange sjove og indsigtsfulde kommentarer på ReadWriteWeb artiklen, så vil jeg anbefale dig at gøre det. Det er en fantastisk måde at minde dig selv om, hvordan moderne teknologi skal gøres mere menneskeligt. Nogengange har vi en tendens til at tro det modsatte.
Find artiklen og kommentarerne på: http://bit.ly/baiKjw
