Digitalt bogholderi – tjek på værdikæderne med blockchain

Blockchain er en ny teknologi, der bruges til at lagre informationer, der tilsammen danner en ubrydelig kæde (blockchains). Det er egentlig en offentlig liste med data om for eksempel alle led i fremstillingen af et produkt. Idéen er alle informationer ved hjælp af teknologien kan spores tilbage til den oprindelige leverandør, og at alle led kan følges undervejs og dermed give gennemsigtighed i forhold til produkternes værdikæder. I vores arbejde med Skintöi (designer skindtøj) har vi fokus på bæredygtighed, der indebærer at skindene kommer fra en bæredygtig produktion, hvor der bl.a. er fokus på reducering af spild, at farvningen foregår vegetabilsk og under ordentlige arbejdsforhold for de ansatte. Det vil her give god mening med gennemsigtighed og kunne dokumentere, at produktionen rent faktisk er bæredygtig.

Eksperter mener, at teknologien vil blive udbredt i de kommende år og blive en del af vores dagligdag på samme måde som internettet. Teknologien giver forbrugerne viden og gennemsigtighed om værdikæderne, og kan dermed beskytte vores produkter og design mod billige kopiprodukter, der undergraver vores arbejde med at sikre bæredygtighed i forhold til miljø, klimabelastning og fremstilling.